I denne weekend var Johannes med mor og far til landsmøde i Muskelsvindfonden på Musholm Bugt Feriecenter lidt uden for Korsør. Det var første gang Johannes var på Sjælland, og indtil videre lader det ikke til at han har taget nævneværdigt skade af besøget. ;)
Johannes overnattede for anden gang i sit liv uden mor og far hos bedstemor og bedstefar i Ry natten til lørdag, mens mor og far pakkede fredag aftenen. Mor var stadig lidt sløj, så hun havde godt brug for lidt ekstra hvile.

Køreturen derned gik fint, Johannes var ikke helt så betaget af Storebæltsbroen som far havde regnet med, men han havde vel egentlig også svært ved at se den deromme fra bagsædet. Det flotte vejr betød at det var helt klart med god udsigt til det store, blå hav, men Johannes har aldrig set havet før nu så for ham var det måske lidt for abstrakt. Han lod i hvert fald ikke til at være synderlig interesseret i det, mens vi kørte over Storebælt.

På landsmødet fik Johannes mulighed for at møde en masse ny mennesker, og der var en hel del han charmerede sig ind hos meget hurtigt. Det er lidt sjovt, for nogen mennesker var han slet ikke bange for og kravlede selv hen til, mens andre fik ham til at stivne helt og blive nervøs. Der var nu ikke nogen han blev ved med at være bange for. :)
Johannes fik næsten det samme som mor og far at spise på turen, dog fik han sin egen morgenmad da der kun var rundstykker til morgenmad. Vi havde heldigvis noget grød med hjemmefra.

Om mandagen, 2. pinsedag, gik det hjemad igen. Johannes var ikke glad for at sidde i bilen på vej hjem og vi måtte holde ind flere gange så Johannes kunne få lidt afveksling, blive ammet lidt eller få lidt vand og drikke. Han faldt dog omsider i søvn da vi nåede Jylland og sov trygt indtil vi nåede hjem igen.