Hej alle

I dag har Johannes fået en ny hjemmeside. Den gamle trængte til at blive moderniseret og vi havde også fået nogle problemer med at lægge billeder op. Derfor har der ikke været så mange billeder på det sidste.
Nu kan man se alle de billeder der er lagt op nemt og hurtigt ved at klikke på "Billedgallerier" i menuen. God fornøjelse. :)
Mariane og Thomas

I dag var Sundhedsplejersken Lise igen på besøg for at se Johannes og høre hvordan det går med ham. Hun kunne straks se, at han "strutter" af sundhed og det var vi selvfølgelig glade for at høre. Vi snakkede først lidt om hvordan det går med maden. Johannes bliver stadig ammet 2-3 gange om natten og 2-3 gange om dagen og vi kunne godt drosle ned på nat-amningen for han er egentlig gammel nok til at vi kan trappe amningen om natten ned. Vi vil derfor prøve om vi kan overbevise Johannes om, at natten er til at sove i og ikke til fest-spisning. Det ville forhåbentlig også betyde at Johannes har mere appetit om dagen, for han har det med at spise ivrigt i starten af et måltid og så miste interessen når han er halvt færdig. Der er jo så mange lege han gerne vil lege!

Efter at vi havde snakket blev Johannes undersøgt. Det var han ikke særlig glad for, ligesom sidst var han meget utryg ved situationen, men det er kun et sundhedstegn fordi det viser at han har knyttet sig til sine forældre og derfor er mere nervøs over for fremmede. Det lykkedes dog at få ham målt og vejet. Johannes er nu 74 cm lang og vejer 9,3 kg så han er faktisk en ret lang og stor dreng, og kernesund. :)

I dag kravlede Johannes første gang for alvor. Han har den sidste 1½ måned jævnligt stillet sig i kravle position og rokket lidt frem og tilbage, men når han skulle fremad lagde han sig på maven og krøb/mavede sig frem. Nu har han for første gang taget sine rigtige kravle "skridt" og han ser ikke ud til at ville fortsætte sådan i lang tid. Han vil nemlig forfærdelig gerne op og stå og kravler derfor hen til sin høje stol som han kan støtte sig til og rejse sig på sine knæ. Vi skal dog passe på, for han kan nemt vælte i den stilling!

I går flyttede Johannes ind i sin tremmeseng og sit værelse. Han faldt nemt i søvn derinde og sov hele natten (selvfølgelig afbrudt af amning) derinde, og det var vist mere mor, der lagde mærke til, at han ikke mere var inde i soveværelset, end det var Johannes. Men han var også ved at vokse ud af sin vugge, og mor og far havde læst, at 6 mdr-alderen var et passende tidspunkt for barnet at flytte ind på sit eget værelse, og det gjaldt såmænd også her :-)

Efter at have holdt pause med skemaden et par dage prøvede vi i går at give Johannes gulerodsmos med lidt kartoffel i. I starten var han ikke interesseret i det, men ville undersøge alt muligt andet, men så prøvede vi igen, så fik han noget i munden og kunne efterhånden godt li' det, slugte flere skefulde, men han havde stadig svært ved koncentrere sig om maden, der var så mange andre spændende ting på og ved spisebordet.
Det er spændende, hvordan det kommer til at gå de næste dage, men vi krydser fingre!

I går fik vi besøg af sundhedsplejersken. Hun syntes også at han var dygtig.
Da hun kom, gik vi med det samme ind og vejede og målte ham. Da blev Johannes bange for sundhedsplejersken, han skreg. Han har ikke før været bange for fremmede. Men vi fandt ud af at det var fordi hun kom ind til puslebordet. Han skulle have haft mulighed for at se hende an inde i stuen først. Han vejer nu 8620 g og måler 72 cm.
Vi snakkede en del om skemad, som han ikke er så vild med. Hun foreslog at holde en pause med det et par dage, og det gør vi så nu. Vi vil prøve at give ham kartoffelgrøntsagsmos i morgen.
Forresten har han fået en tand mere, så nu har han fået to tænder i undermunden.

Johannes' tænder har kløet længe, og endelig er der kommet en op, men det klør stadig, og han skal jo have mange tænder endnu!

I weekenden var Johannes og mor og far til fætter Nichlas' fødselsdag, det blev holdt hos mormor og Bedstefar Mads. Johannes var nede på deres gulvtæppe og var rigtigt aktiv. Han rejste sig op på alle fire og kom baglæns tilbage.

Så har Johannes smagt grød for første gang, og det var en succes. Han kunne godt li sin rismelsgrød; han spiste flere små skefulde! Derefter spiste han sig mæt i modermælk.

I dag var Johannes ved lægen for at få foretaget 5 måneders undersøgelse. Det lod ikke til at han kunne huske at have været ved lægen før og blive vaccineret, for han var ikke urolig ved lægen. Lægen lyttede lidt til Johannes lunger og mærkede efter om alt var som det skulle være og det var det heldigvis. Derefter blev Johannes målt og vejet. Han måler 72 cm i længden og 42,5 cm i hovedomkreds. Han vejer nu 8,34 kg og har altså fordoblet sin fødselsvægt nu.
Derefter var det tid til vaccinationerne. Mor holdt Johannes og det første stik tog han pænt, han smilte ligefrem mens lægen stak ham. Det andet stik i det andet lår var mere slemt, der blev Johannes rigtig ked af det, men dog ikke mere end at han var faldet til ro et par minutter efter inden vi forlod lægens undersøgelsesrum.
Senere kommer en af mors veninder på besøg og ellers skal Johannes bare slappe af resten af dagen.

I dag var både mor og far med Johannes til svømning, og denne gang prøvede Johannes at få hovedet under vand. Mor og far talte 1, 2, 3 og så fik Johannes hovedet under vandet. Man kunne godt se at det havde han ikke prøvet før, men selvom han ikke var jublende lykkelig var det ikke specielt slemt. Senere "sprang" han også i fra kanten godt båret af mor og far og der prøvede han også at dykke lidt.
Efter øvelserne med instruktør var der fri leg, og Johannes var glad for en dejlig lille rød bold som han ivrigt forsøgte at nå. Far svømmede foran mens mor holdt Johannes og han begyndte helt at svømme med armene for at komme hen til bolden. Efter en halv time var Johannes godt træt og "timen" var også slut.